Hauskovs Hjørne

Michael Moore får unødig opmærksomhed fra Secret Service

USAs Secret Service har åbenbart givet Michael Moore lidt ekstra, unødig ville de fleste nok mene, opmærksomhed i anledning af Republikanernes konvent. De skulle åbenbart have dannet mur omkring ham, så fremmødte journalister ikke kunne interviewe ham. Læs mere hos patriotboy (anden post fra toppen).

At være bladudgiver...

I den forløbne sommer har jeg været med til at starte et nyt studenterblad på Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet. Anledningen er ikke blot bare at gøre det for at have et studenterblad, men desværre at Dekanen for det Naturvidenskabelige Fakultet ikke længere mente, at der var penge til at financiere vores over 30 år gamle fakultetsblad Hovedområdet (eller måske bare at det ikke længere var en prioritet?).

Det har været lidt af en oplevelse at være med til dette. Det er nemlig ikke helt ligetil at få stablet den slags på benene og få kradset annoncer ind til det--men der er heldigvis en masse kompetente mennesker, der har følt for projektet og lagt et godt stykke arbejde i det.

Nu er der så 10 dage til bladet Scient kommer "på gaden" for første gang, og det bliver sgu spændende at se, om det er noget folk gider læse. For at fejre det holder vi fest i Universitetsparken d. 10., hvor alle, der har læst så langt ;) , skal være meget velkomne til at komme forbi til lidt humle.

Det bliver også spændende at se om vi ender med en masse rod i papirarbejdet og regnskaberne, fordi dét trods alt ikke rigtig er noget, nogen af os er særligt velbevandrede i--eller om vi klarer os fint alligevel med den smule fornuft vi dog er udstyret med. ;) Men det er (og måske især bliver) jo en lille prøve i at være selvstændig--og set med de briller er det jo egentlig en ret fed udfordring/erfaring at have med i tasken.
Det tror jeg de fleste kunne have godt af at prøve--dels for indsigten, men især for at få den erkendelse, at selv om det ikke er let, er det ikke uoverkommeligt.

Filmfestival-fest i Vega

A pro pos filmfestivallen, så er der på lørdag filmfest i Store Vega.

Det lyder sgu ok -- det kan jo være at vi ses?

"Blinded"

Så fik jeg endeligt taget mig sammen til at udnytte at Copenhagen International Film Festival 2004 er i gang. Jeg synes jo at det er superfedt at bo i en by hvor vi er velsignet med masser af muligheder for også at se de "smalle" film -- både til div. filmfestivaller og til hverdag i f.eks. Cinemateket, Gloria, Vester Vov Vov og Husets Biograf. Men det er desværre ikke noget jeg rigtigt får udnyttet til hverdag.

Jeg var inde og se den skotske film Blinded, hvor Anders W. Berthelsen spiller en dansker, der har forvirret sig ud i det skotske højland, hvor han får job på en nedslidt gård, der ejes af en blind mand. Den blinde bonde har aldrig helt forliget sig med at være blind og lægger derfor en kraftig dæmper på stemningen på gården. Det bliver kun værre, da den nytilkomne unge dansker formår at få smilet tilbage på bondens meget yngre kone.
Filmen handler (overraskende - nej vel?) om hvordan der opstår følelser mellem de to, hvad de må igennem -- og ikke mindst om hvor svært det er at genfinde tilliden til hinanden, når den brogede fortid er blevet afsløret.
Filmen er ganske fin. Den er flot filmet og godt spillet, men den lider lidt under en kryptisk slutning.

Tjuhej, nu må jeg se, om der ikke er andre film på festivalprogrammet, der kan lokke mig ind i mørket.

Teleskop Spillet

Det er blot endnu et lille stykke tidsfordriv:

Telescope Game

Men det er nu meget hyggeligt når markedsføringen af noget så kedeligt som støvsugere også indeholder lidt sjov og udfordring.

Hvor langt kan I holde den på par i første forsøg? -- For mig selv glippede den allerede på bane otte. Hmm

Tilbage på pinden

Efter en hyggelig tur med vennerne til en ødegård i Sverige, en uge med familien i Vestjylland og lidt almen stenen rundt i min lejlighed i sidste uge er jeg nu tilbage på pinden igen. Nu skal det speciale skrives. Ikke så meget pjat, MahJongg, websurfing og andre overspringshandlinger. Det er nu det skal ske!

Så hvis I skulle fange mig i at rode mig ud i nye projekter eller andre undksyldninger for at få lavet noget af det essentielle, så må I gerne lige gribe fat i mig og spørge: Hvad er det lige du tror du har gang i?

;o)

Eternal Sunshine Of The Spotless Mind

Vauw, sikke en film.

Hvis du skulle få lyst til at forkæle dig selv med en tur ind i biografens mørke i denne regnvåde danske sommer, er Eternal Sunshine Of The Spotless Mind et must see!

Sjældent er jeg blevet så positivt overrasket af et romantisk drama, og så endda med Jim Carrey og Kate Winslet.
Plottet med at kunne slette erindringer er lidt langt ude, men filmens skildring af kærligheden mellem to spøjse eksistenser er god og underholdende, og den drømmeagtige måde den viser ærindringerne og deres ændringer er sjov og ny.

Det er en feel-good film, ingen tvivl, men bagefter sidder man ikke med den der sukkersødt vamle smag, der ellers normalt kommer af den slags amerikanske film. Der er nemlig også masser af tristhed, håbløshed, troværdige følelser og ironisering i den.

En gammel (u)vane?

I de forløbne fem dage har jeg oplevet noget, der ellers kun er sket én gang for mig siden gymnasiet. Jeg er blevet bidt af et computerspil. -Og ikke bare hvilket som helst computerspil, nej en gammel sag, Dungeon Keeper fra 1996.

Da jeg gik i gymnasiet brugte jeg utroligt meget tid på computerspil. Jeg boede på kostskole (Sorø Akademi), og der var vi en gruppe fyre, der især i 3.G brugte størstedelen af vores fritid på at spille de nyeste spil.

Det var dengang hvor 3D-acceleratorkort lige var kommet på mode, og hvor hvert nyt spil krævede stadigt mere ydelse for at køre rimeligt pænt uden at man skulle slå de nye seje grafiske tiltag fra. Derfor tror jeg nu også, at vi brugte lige så meget tid på at rode med og fintune vores knap så nye computere, så de rent faktisk kunne køre de spil, vi fik fingrene i, som vi brugte på at spille dem.

Jeg ved ikke om jeg fik nok af computerspilleri dengang, eller om computerspillene bare var det element i vores tilværelse, der bandt os sammen, men jeg har stort set ikke spillet computer siden (hvis vi da ikke regner tidsfordriverne Minesweeper, Spider Solitaire og MahJong med). De store, flotte, populære spil har bare ikke samme evne som dengang til at fastholde mig længere end et par dage.

Så derfor er det lidt af en overraskelse, at jeg lige pludselig har brugt hovedparten af fem dage på et gammelt spil, der ellers bare har ligget og samlet støv i skuffen. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal afskrive det som tåbeligt tidsfordriv, om det er mit indre barn, der har fået lov at komme til overfladen, eller om det er en eller anden sikkerhedsventil, der har ladet min hjerne beskæftige sig med noget andet end mit speciale i nogle dage.

Umiddelbart har det primært været en tidsrøver, men jeg kan jo håbe, at der nu går endnu et par år, før jeg får behov for at dække denne gamle/tidligere afhængighed igen. :o)

Et ikke forventet gensyn

For snart tre år siden tilbragte jeg tre måneder som udvekslingsstudent ved Caltech i Los Angeles. Der var jeg så ganske heldig at blive placeret i et 'student house' ved navn Dabney, som bestod af tilpas underlige og frisindede personer til at jeg lige passede ind.

Værelset, jeg boede på, tilhørte normalt en pige, der hed Maria, og som tilsvarende var udvekslingsstudent ved Københavns Universitet i den samme periode. Maria mødte jeg aldrig, men jeg fik dog at vide af hendes venner/bofæller at hun førte en slags dagbog på nettet, som jeg følgeligt måtte se for at stille min nysgerrighed om hende og hendes oplevelse af at bo i København (hvilket man f.eks. kan læse om her).

Det var mit første møde med en blog. Jeg har siden stort set glemt alt om den, men så faldt jeg over navnet Green Gabbro i acutecuts blogroll, og det virkede underligt bekendt.

Da jeg så hvorfor, blev jeg pludselig helt nostalgisk. De tre måneder, jeg tilbragte på Caltech fylder utroligt meget i mit liv og min verdensopfattelse. Sjældent har jeg arbejdet så meget og stadig haft tid og overskud til hygge, feste og lære nye mennesker at kende. Det var utroligt koncentreret.
Samtidigt er det en lidt vemodigt påmindelse at få, når jeg tænker på, at jeg ikke længere er i kontakt med nogen derovrefra, og at det hele er så langt væk nu, men sådan går det jo desværre en gang imellem.

Nå, som sagt har jeg aldrig mødt Maria fra Dabney, og hun ved nok endnu mindre om mig end jeg gør om hende, men ikke desto mindre føler jeg mig lidt tilknyttet hende eftersom hun var min substitut i København og jeg var hendes i LA (jeg fik endda at vide at jeg var 'probably the best possible male substitute for Maria', hvad det så end implicerer), så det var sgu fedt lige at se, at hun stadig lever (og blogger).

Særligt tilbud til folk på SU

Jeg blev i dag stoppet på gaden af en de evindelige afladssælgere (I ved Greenpeace, Amnesty etc.). Denne gang var det Unicef, som jeg blev opfordret til at støtte. Jeg kom med min sædvanlige "hvis jeg ikke var på SU ville jeg nok overveje det" respons, men fyren var kæk og gav ikke så nemt op, han kunne nemlig fortælle om et særligt tilbud:
"Normalt beder vi jo folk om at betale 200 eller 300, men når du er på SU skal du bare give 50 kroner, det er fint."
-Og det må man jo sige er et godt tilbud?!?

Men selv om han scorede stilpoint på at tænke hurtigt og have en pæn selvironisk indstilling, måtte han dog leve med at jeg i dag brugte mine penge på et par lækre trøjer til halv pris i stedet--og det var ikke engang "special price for you, my SU-dependent friend".