I de forløbne fem dage har jeg oplevet noget, der ellers kun er sket én gang for mig siden gymnasiet. Jeg er blevet bidt af et computerspil. -Og ikke bare hvilket som helst computerspil, nej en gammel sag, Dungeon Keeper fra 1996.
Da jeg gik i gymnasiet brugte jeg utroligt meget tid på computerspil. Jeg boede på kostskole (Sorø Akademi), og der var vi en gruppe fyre, der især i 3.G brugte størstedelen af vores fritid på at spille de nyeste spil.
Det var dengang hvor 3D-acceleratorkort lige var kommet på mode, og hvor hvert nyt spil krævede stadigt mere ydelse for at køre rimeligt pænt uden at man skulle slå de nye seje grafiske tiltag fra. Derfor tror jeg nu også, at vi brugte lige så meget tid på at rode med og fintune vores knap så nye computere, så de rent faktisk kunne køre de spil, vi fik fingrene i, som vi brugte på at spille dem.
Jeg ved ikke om jeg fik nok af computerspilleri dengang, eller om computerspillene bare var det element i vores tilværelse, der bandt os sammen, men jeg har stort set ikke spillet computer siden (hvis vi da ikke regner tidsfordriverne Minesweeper, Spider Solitaire og MahJong med). De store, flotte, populære spil har bare ikke samme evne som dengang til at fastholde mig længere end et par dage.
Så derfor er det lidt af en overraskelse, at jeg lige pludselig har brugt hovedparten af fem dage på et gammelt spil, der ellers bare har ligget og samlet støv i skuffen. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal afskrive det som tåbeligt tidsfordriv, om det er mit indre barn, der har fået lov at komme til overfladen, eller om det er en eller anden sikkerhedsventil, der har ladet min hjerne beskæftige sig med noget andet end mit speciale i nogle dage.
Umiddelbart har det primært været en tidsrøver, men jeg kan jo håbe, at der nu går endnu et par år, før jeg får behov for at dække denne gamle/tidligere afhængighed igen. :o)